Hvad er en Cykelsupersti?

En Cykelsupersti er en cykelsti, som specielt retter sig mod cykelpendlernes behov. Her kan cyklisterne forvente samme høje standard hele vejen fra A til B.

Cykelsuperstierne skal skabe bedre forhold for pendlercyklister og give flere lyst til at vælge cyklen frem for bilen – også på de lange strækninger. Det giver bedre bymiljø, mindre trængsel og mere sundhed – til fordel for alle trafikanter. De er indrettet med så få forhindringer som muligt, og der er lagt stor vægt på tryghed, sikkerhed og høj komfort. 

Stierne er planlagt, så de så vidt muligt følger den mest direkte vej, uden masser af stop og med plads til at holde sit eget tempo, og så forbinder stierne knudepunkter som boligområder, uddannelsesinstitutioner og områder med mange arbejdspladser. Desuden er komforten for cyklisterne højt prioriteret med en jævn belægning, høj grad af vedligehold som fx snerydning. Flere steder vil cyklisterne også få ekstra services som grønne bølger, nedtællingssignaler, cykelpumper og fodhvilere.

 

Målsætning

Målsætningen med projektet er, at de deltagende kommuner i hovedstadsregionen vil arbejde sammen om at udvikle et sammenhængende net af cykelpendlerruter i høj kvalitet – og vi er allerede godt i gang. I sidste ende vil indsatsen potentielt kunne give over 30 pct. flere pendlercyklister i regionen sammenlignet med i dag.

 

Definitionen på en Cykelsupersti

Cykelsuperstierne har overordnet fire kvalitetsmål: tilgængelighed, fremkommelighed, komfort samt sikkerhed og tryghed.

De samarbejdende kommuner bruger de fire kvalitetsmål for Cykelsuperstierne i en række konkrete principper. Principperne fungerer som praktisk arbejdsredskab og regelsæt ved anlæg og vedligehold af Cykelsuperstierne. Kommunerne planlægger tiltagene på hver enkelt rute ud fra en helhedsbetragtning, som tager hensyn til antal cyklister, øvrige trafikanter, byrum, økonomi, m.v.

Gå til:

Vis på kort

Kontakt

Hvad sparer du?

Mød de fem testpendlere

Fem personer har i denne måned taget Cykelsuperstiernes Cykeludfordring op og kvittet bil og tog for i stedet at cykelpendle til og fra arbejde.

Klik hér for at læse mere